Det var et pragtfuldt opløb
HKH Prinsesse Benedikte var imponeret af de kvindelige amatørryttere, der på Klampenborg Galopbane lørdag eftermiddag red om hendes ærespræmie.

Kun 18-årige Emma Olsson vinder med Humble Star HKH Prinsesse Benedikte Ærespræmie. Foto: US Photo.
HKH Prinsesse Benedikte var selv til stede på bane for at se løbet og overrække sin ærespræmie. I år blev løbet meget spændende med en tæt opløbskamp.
»Opløbet var pragtfuldt, og det var et fair løb med en værdig vinder. Jeg er meget imponeret over, at Emma kun har redet hesten en gang før og alligevel kan vinde med den,« sagde prinsesse Benedikte.
Emma hedder Olsson til efternavn og er en 18-årig svensk rytter, som kun har redet på den svære bane i Ordrup Mose en gang før. Hun bragte Humble Star (Homme D'honneur) til front tidligt i løbet og blev der hele vejen, selv om Chasmin/ Danielle Sønderbæk og Wyclef/ Josephine Kelly kæmpede for at komme forbi.
»I begyndelsen syntes jeg, at det gik for hurtigt og var bange for, at han ikke kunne holde hjem, men det gik. På vej over målstregen tænkte jeg, at bare jeg ikke triller af,« grinede skåningen Emma Olsson, der fik en smuk ramme til to billeder i ærespræmie af prinsessen.
»Jeg gør mig umage hvert år med at finde en ærespræmie, som pigerne kan bruge og have glæde af senere. Rammen kan jo passende bruges til at billeder af hesten,« fortalte prinsesse Benedikte og skålede med alle 12 piger i champagne ved den efterfølgende reception.

HKH Prinsesse Benedikte lykønsker Emma Olsson: Foto: US Photo.
Danielle Sønderbæk var meget glad for sin andenplads:
»Mine ben var som gele, da vi gik over målstregen. Det var fantastisk at ride i løbet og på en hest, som jeg ikke kender. Han er en skøn hest og et topridt. Jeg håber, at dette kan give flere ridt,« sagde Danielle Sønderbæk.
Se løbet.









