Jeppe Juel er trods alt optimist
På trods af startspor 10 forventer nordjyden, at Rasmine Vang kvalificerer sig direkte til Dansk Hoppe Derby den sidste lørdag i august.

Rasmine Vang og Jeppe Juel. Foto: Ole Hindby.
»Det startspor kunne vi godt have ønsket os noget bedre, men så får vi vel 1 eller 2 i finalen,« lyder Jeppe Juels umiddelbare kommentar til Rasmine Vangs startspor i bagerste række.
»Nu skal hun gå bagfra, og er hun frisk, klarer hun også det, bare hun får en god ryg. Teamet er meget optimistisk, og hun har gjort næsten alt rigtigt i to sæsoner. Derfor håber jeg, hun kan bevise, at hun er årgangens dronning,« siger Jeppe Juel, der også fortæller, at hoppen har haft halsproblemer, som hun er behandlet for.
I derbyprøverne sidder Jeppe Juel også bag Rasser Vang, der har fået spor 3.
»Han er en utrolig god hest, og det er et godt spor. Jeg bliver ikke overrasket, hvis han går til derbyet. Det er synd for ham, at han har været uheldig med sygdom, han har været så syg, at han nærmest er kollapset af træthed,« fortæller Jeppe Juel. Hans sidste køretur er Royal Peak.
»Det er en hest, som jeg glæder mig meget til at køre. Hvis den har tur i det, så går den til derbyet. Træneren melder god form og er godt tilfreds med den,« oplyser Jeppe Juel.










